Det følger en del arbejde med at være bådejer, men for mange bådejere er det netop også charmen ved det – uanset om båden skal rengøres, males, tages op eller sættes i vandet. Det er blot en del af livet som bådejer.
Det kræver dog sin viden at pleje en båd og passe godt på den – og det gælder især, når vi nærmer os efteråret og båden skal tages op af vandet. Vi har derfor her samlet vores bedste tips til, hvordan du kommer godt igennem at få båden på land igen.
Følg forsikringen
Forsikringsselskaberne sætter normalt en grænse på, hvornår båden senest skal tages op af vandet – og det er typisk omkring d. 15. oktober. Det er derfor altid en god idé at få båden op af vandet inden denne dato. Du kan også vælge at lade båden blive i vandet, men det kræver at du holder godt øje med båden og sikrer, at den er godt dækket ind.
Find et godt opbevaringssted
Når du har fået båden op af vandet, skal du finde et godt opbevaringssted. Ideelt vil det selvfølgelig være, at du finder et overdækket sted, f.eks. en gammel lagerhal, hvor sikkerheden er i orden, f.eks. med videoovervågning. Der findes heldigvis nogle, der udlejer pladser til bl.a. både og campingvogne hen over vinteren, så din båd kan stå trygt og godt i vinterhalvåret. Du skal blot sikre dig at din båd står sikkert og jævnt – og så er det også altid en god idé at holde båden dækket ordentligt til.
Klargør båden inden opbevaring
Inden du placerer båden til opbevaring og ikke ser den igen før året efter, er det altid en god idé at kontrollere båden for skader og give båden en grundig rengøring. Bådpleje er her essentielt, da det er med til at holde båden sund og give den længere levetid. Rengøringen bør altid foregå med egnede midler.
Du bør dog også lige tjekke op på motoren, inden du sætter båden til opbevaring. Her kan det være en god idé at suge olien ud, tjekke om propellen er i god stand og sørge for at fedte komponenterne. Det er også vigtigt at du kommer ny olie på og skifter oliefinter, så båden står med nyt over den stille periode.
Sidst men ikke mindst er det også en god idé at tømme brændstoftanken. Det er mere sikkert og minimerer også risikoen for kondens.